Test: Netgear Arlo Pro VMS4130

Netværk d.  19. maj. 2017, skrevet af Pizzadude 0 Kommentarer.  Vist: 16311 gange.

Korrekturlæser: jmose
Billed behandling: Pizzadude
Oversættelse: Pizzadude

Pristjek på http://www.pricerunner.dk 2487,00
Produkt udlånt af: Netgear.com
DK distributør: n/a

Layout / Design

Hvis vi starter med at tage et kig på base-stationen, har den et noget anderledes look end den tidligere model. Til forskel fra den tidligere model er formerne blevet mere runde i det. Den er desuden blevet lidt mindre i højden, men til gengæld er der kommet lidt på i tykkelsen. Dette er formentlig gjort for at gøre plads til den indbyggede sirene, der kan afgive lyd på hele 100dB.
 

 


På fronten er skrevet navnet arlo, men her ud over er der ikke meget der reklamerer for hvad det er for et device vi har fat i, hverken Netgears logo eller den grønne arlo-kolibri er kommet på. Nederst er der desuden tre lysdioder, der indikerer om strømmen er sluttet til, om der er forbindelse til internettet og om der er oprettet forbindelse til trådløse kameraer. 

På bagsiden er der en masse huller, der er til for at lyden fra den indbyggede sirene kan slippe ud. Nederst finder vi knapper og tilslutningsmuligheder, der tæller en reset knap, power knap, to USB-porte, LAN-port og port til strøm. Det er faktisk de samme tilslutningsmuligheder som på den gamle basestation, forskellen er blot at Netgear nu faktisk har åbnet for den mulighed, at man kan slutte en USB-lagerenhed til, hvilket man ikke kunne på den gamle.   
 


 

På toppen er der en enkelt knap, som bruges når man skal tilslutte nye kameraer til boksen, samt til at slukke for sirenen, hvis den er gået i gang ved et uheld. En eventuel indbrudstyv vil således også kunne slukke for alarmen, men han skal selvfølgelig lige finde boksen først, og vide at alarmen kan deaktiveres så let. 
 

 
 

Designet er meget lig forgængeren, dog med et par mindre ændringer her og der. Det meste af kameraet er helt hvidt, og i stil med basestationen er der et ret diskret arlo tryk. I fronten sidder naturligt nok selve linsen, der er omkranset af de infrarøde sensorer, som tænder når kameraet skal optage i mørke. 
 


 

På toppen af kameraet er der to knapper, den forreste er sync-knappen som bruges når man skal tilslutte kameraet til base stationen, og den bagerste af de to knapper gør at man kan åbne kameraet, som det ses på billederne her nedenfor.  
 

 


Når man åbner kameraet får man mulighed for at montere eller udskifte det medfølgende genopladelige batteri, hvilket er ret let og lige til. 

Det genopladelige batteri er en nytilføjelse i forhold til den tidligere version, der benyttede nogle relativt dyre Lithium-batterier der ikke kunne oplades. Man kan selvfølgelig selv finde genopladelige udgaver af disse batterier, men det er i mine øjne en lidt bedre løsning at vi får batteriet med sammen med Arlo Pro. På den anden side er man så tvunget til at købe et originalt Arlo batteri, hvis det skal udskiftes, og med en pris på ca. 350 kr er det en dyr fornøjelse. 
 

 


Hvis vi kigger videre på bagsiden er der en rund fordybning, som man ved nærmere inspektion vil finde ud af er magnetisk. Dette er monteringen på den medfølgende vægmontering, der udgøres af en halvkugle lavet af metal. Det er en fiks løsning, der gør det nemt at justere på hvor kameraet skal kigge hen, og at man i et snuptag kan flytte det fra et sted til et andet. Det gør så også at eventuelle forbryderiske elementer hurtigt kan tage kameraet ned, eller ligefrem stjæle det. 
 


Bag på kameraet er der også et micro-USB stik bag et lille beskyttelsesdæksel af gummi, den eneste funktion stikket har, er til opladning af det interne batteri. Over stikket er der et rundt gevind, som man kan bruge hvis man vil montere kameraet på et ophæng, hvor det sidder lidt bedre fast end det medfølgende magnetophæng. 
 


Hvis man sammenligner den gamle model Arlo (tv) med den nye Arlo Pro (th), vil man lægge mærke til, at selve kameraet er blevet lidt større på alle tre leder. Det gør ikke at Arlo Pro er et kæmpe stort kamera, men forskellen er tydelig når man stiller dem op ved siden af hinanden. 
 

 
 

De sorte skins vi fik med i pakken, er til brug udendørs for at gøre kameraet sværere at spotte i mørke og til at beskytte mod sol, vind og vejr. Arlo Pro er vejrbestandig og vandtæt i sig selv, men hvis man vil have det monteret udenfor permanent, kunne det godt være en fin investering med lidt beskyttelse.